Længere tid i eget hjem

Hver bolig i bebyggelsen er bygget med en lukket gårdhave, hvor beboerne har en privatsfære, hvor de kan trække sig tilbage. Hertil er der en centerbygning med restauranten, terrassen og de grønne arealer, hvor der er skabt rum til fællesskabet. Det betyder, at den enkelte beboer altid kan vælge, i hvilket om han eller hun vil deltage, og hvornår det føles rart at kunne trække sig tilbage og være sig selv. 

Ifølge Pál Jaunerik bliver ingen beboere i Fredensborghusene efterladt alene, for der er altid nogen, som tager hånd om en, byder en velkommen, holder øje med en og er klar til at give en hjælpende hånd:

”Vi har nogle beboere, som har svært ved at komme ud eller komme til læge, og her hjælper vi hinanden. Falder man derhjemme, så er det naboen, som kommer. Er der nogen vi ikke har set, så banker vi lige på for at høre, om de har det godt. Den kultur, som er skabt, gør, at vi er meget opmærksomme på hinanden hele tiden. Det betyder også, at beboere i Fredensborghusene er langt senere plejehjemskrævende end gennemsnittet. De kan blive længere i eget hjem og klare sig med lidt hjemmehjælp. Dels ønsker de ikke at forlade fællesskabet. Dels har de ikke behovet, fordi vi passer godt på hinanden. Så her er der ingen tvivl om, at vi sparer kommunen for mange penge.”

Den dag i dag er der fortsat stor interesse for Jørn Utzons huse i de naturskønne omgivelser med Fredensborg Slot i baghaven. Omkring 600 mennesker står på venteliste, og der er p.t. over 20 års ventetid.  I bebyggelsen er der også et lille museum, som beskriver den daværende unge arkitekts fremadsynede tanker bag det at skabe rammerne om det gode liv i alderdommen. Rammer som stadig giver rigtig god mening i dag.