Om at bo i et seniorbofællesskab - Karin Bjerre Madsen, Fredensborghusene

”Her spiser man aldrig alene”

Karin Bjerre Madsen følte sig lidt som Karin på sin første skoledag igen, da hun efter sin mands død flyttede ind i Fredensborghusene. I dag har hun fået rigtig gode venner og ser en stor styrke i seniorfællesskabet.

Frembo har mødt Karin til en snak om det at flytte ind i et seniorbofællesskab eller det, vi også kalder et kollektivhus.

Hvordan er det at bo i seniorbofællesskabet?
Jeg er glad for at bo her og for fællesskabet. Jeg har fået mange fællesskaber. Men det er svært at komme ind i et nyt fællesskab, når man kommer i min alder og har boet mange år i et parcelhus med sin mand. Der gik et stykke tid, før jeg faldt til og følte, at jeg var en del af fællesskabet. Nu er jeg formand for beboerudvalget.

Hvad skal man tænke over, inden man vælger seniorbofællesskabet til?
Det tager tid at lære at bo så tæt, som vi gør, hvor vi også spiser sammen. Alle har holdninger til tingene.

Fredensborghusene er også lidt speciel på den måde, at alle har boet i udlandet og haft gode stillinger. Derfor er det også stærke personligheder, som har haft fremtrædende roller i deres arbejdsliv, og derfor også har holdninger til, hvordan tingene bør være.

Det er ingen hemmelighed, at det ikke var nemt for mig i starten. Der gik noget tid med at lære hinanden at kende og før vi fik en forståelse for hinanden og kunne rumme hinandens forskelligheder.

Hvorfor tror du, at det kan være svært at falde til?
Når du bor på den her måde, er du meget tæt på andre mennesker, men du er også tæt på mennesker, som ikke nødvendigvis havde valgt dig som nabo. Så når man er forskellige, kan der jo godt komme gnidninger.

Hvad er dit bedste råd til at undgå det?
De få gange jeg har oplevet at blive dårligt behandlet, konfronterede jeg personerne og krævede en forklaring. Det er der faktisk kommet noget godt ud af. Der kan hurtigt opstå sladder og fnidder i krogene, men hvis man italesætter det ved at være åbne og ærlige, kan der komme noget godt ud af det. Det synes jeg, vi er blevet gode til i fællesskab.

Dybest set handler det jo også om at rumme hinanden. At se, hvad det er for et menneske, som skjuler sig bag vrede eller skæld ud. Ofte kan man jo godt fornemme, at nogen skælder ud, fordi det i virkeligheden handler om, at de selv er sårbare eller kede af det.

I et fællesskab som det her, hvor man bor tæt og spiser sammen, kræver det, at man tør åbne op for den person, man er og turde være sig selv. Alle er nervøse for det, fordi det gør os sårbare. Men sandheden er, at de andre godt kan lide at man er sig selv. Der er en ærlighed i at stå ved, hvem man er, og hvad man mener, og hvordan man kan lide tingene.

Hvad gør du for at tage godt imod de nye, som flytter ind?
Som beboer og formand for beboerudvalget er det vigtigt for mig, at vi kan tale med alle mennesker. Det kan være enormt svært at komme ind som ny beboer, og det tager tid at falde til – især hvis du er kommet hjem efter mange år i udlandet og skal vænne dig til at være hjemme, for mange ting har måske forandret sig mens du har været væk. Det kan være rigtig svært.

Vi prøver virkelig at være meget opmærksom på at invitere alle ind i fællesskabet. Der er ikke noget værre end at stå udenfor og føle sig ensom.

I beboerudvalget byder vi helt konkret velkommen med blomster. Vi prøver også at have øje på nye beboere, spise sammen med dem i restauranten og være opmærksom på, om der er nogen, som tager sig af dem. Og så er der jo nogen, som selv er så udad farende, at de lynhurtigt falder til og kommer ind i fællesskabet.

Sandheden er jo også, at når der kommer nye ind, giver det meget ofte ny energi og dynamik i fællesskabet. Så derfor giver det mening for alle, at de nye får en god velkomst.

Hvad er det bedste ved fællesskabet?
Det bedste er uden tvivl, at hvis der er nogen, som du ikke har hørt fra i mere end et døgn, bliver du urolig og ringer på og opsøger dem. Vi passer på hinanden.

Der er også altid en eller to eller mange, som du kan få et fællesskab med lige så meget, du har lyst. Du kan også trække dig tilbage og være dig selv. Man behøver hverken føle sig alene eller omklamret. Du har en masse muligheder.

Og så hjælper vi hinanden. Vi kører hinanden og hjælper dem, der ikke er så gode til at gå osv. f.eks., hvis de skal til lægen. Vi hjælper så hinanden meget, vi overhovedet kan uden at blive et plejecenter eller en SoSu-assistent for hinanden.

Vi har også nogle, som er alene, og som kan have en tendens til at tale meget om sygdom, som måske fylder meget i deres liv. Her er vi sammen gode til at få dem med ud og tale om noget andet end sygdom. Det kan vi netop gøre, fordi vi kender hinanden så godt. Vi tager hånd om dem, der sidder og har lidt ondt af sig selv.

Hvad er særligt ved at bo i Fredensborghusene?
Her møder du nogle utroligt spændende mennesker, som har boet overalt på kloden. F.eks. er det jo fantastisk at komme ind i folks huse og opleve, hvor forskelligt, vi bor. Det er utroligt inspireret af at se den måde, de har indrettet sig på, fordi de har været ude i verden og lære dem bedre at kende. Vi er en multikulturel forsamling, og det gør det til noget helt særligt.

Hvordan har du det så i dag?
Jeg er faldet godt til. Jeg er rigtig glad for at bo her, selv om det var et stort skifte fra at bo i et parcelhus med min mand i mange år til at skulle flytte ind i et kollektivhus alene. Jeg har fået nogle rigtig gode venner her, og sammen har vi et godt fællesskab.

Om eftermiddagen mødes alle, som har lyst over et glas vin. Mange laver spiseaftaler i restauranten om aftenen. Jeg går bare derover og kigger, hvem der er kommet, og så spørger jeg, om jeg må sidde sammen med dem. For her spiser man aldrig alene.

Nyheder

Portræt: Den globale landsby i Fredensborg

Portræt af Fredensborghusene Den globale landsby i Fredensborg I 1960’erne hyrede Danes Worldwide den nyopkomne danske arkitekt Jørn Utzon til at tegne en kollektivbebyggelse for danskere, som kom hjem efter

Læs mere »

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *