Kollektivhuset

Danmarks første kollektivhus lå på Frederiksberg

Det første egentlige kollektivhus i Danmark blev opført på Frederiksberg i 1903-05.

Otto Fick var leder af en privatskole på Frederiksberg og brugte en stor del af sin tid ved siden af skolegerningen på forskellige sociale områder. I 1903 erhvervede han for egne midler en grund på Frederiksberg og fik arkitekt J. Chr. Kofoed til at udarbejde et projekt for det, som senere kom til at hedde centralbygningen. Huset blev opført med 26 lejligheder på 3 og 4 værelser.

Beboerne var fra starten forpligtet til at aftage deres hovedmåltider fra centralkøkkenet i kælderen, og maden blev bragt op til lejlighederne ved hjælp af en madelevator. Der var således ikke fælles spisestue.

Ejendommen fik efter kort tid økonomiske vanskeligheder, og kommunen overtog den i 1910 ved tvangsauktion. Denne nye ejer fik i 1911 indrettet en fælles spisestue i kælderen, og drev ejendommen frem til 1942, hvor en privatmand overtog ejendommen. Huset er siden blevet drevet som almindelig udlejningsejendom.

Clara Raphaels hus i København i 1917

Omkring 1917 dukkede kollektivhus-tanken op igen, da en kreds af selverhvervende kvinder opførte det såkaldte ”Clara Raphaels hus” i København. Også dette hus blev indrettet med madelevator fra centralkøkkenet til de enkelte lejligheder, tillige med et, efter den tid, avanceret hustelefonanlæg, så man kunne bestille den mad, man ønskede. 

Ejendommen havde endvidere en fælles spisestue i stueetagen, som fungerede som restaurant, og hvor man kunne vælge at indtage sin mad, hvis man ikke ønskede den bragt op. Huset blev taget i brug i 1920.

Flere kollektivhuse skyder op i København og Aarhus i 30’erne

Vi skulle herefter helt frem til 30’erne, før der igen blev opført kollektivhus på dansk grund. Lille Tuborg ved Strandvejen i København, Klintegården i Århus, Høje Søborg nord for København og Enrumshuset på Frederiksberg.

I samme periode blev der i arkitektkredse tænkt tanker om, hvordan kollektivhuset kan være en aflastning for den husmor, som i større og større omfang bliver erhvervsaktiv og bruger tid uden for husets vægge.

Bogen ”Kollektivhuse” udkom kort efter færdiggørelsen af Klintegården, og i 1949 udkom en bog af Bent Waagesen og Jenny Rubin med titlen ”Kollektivhuset og dets forudsætninger”. Endelig færdiggjorde et boligministerielt udvalg i 1954 en betænkning med navnet ”Fællesanlæg til lettelse af hjemmets arbejde”.

Fokus var med andre ord på, hvordan man kunne indrette nogle kollektive faciliteter og foranstaltninger med det formål at lette hjemmets arbejde. I disse år skyllede den første bølge af kvinder ud på det danske arbejdsmarked.

4 afgørende kendetegn ved et kollektivhus

I 1952 redegør arkitekt Erling Knudsen, senere direktør for DAB, i månedshæftet Arkitekten for fire afgørende træk i et kollektivhusprogram:

1. For det første skal beboerne have rådighed over deres eget boligareal i form af en selvstændig lejlighed, som er funktionsduelig i den forstand, at vedkommende ikke tvinges ind i et afhængighedsforhold til de kollektive foranstaltninger.

2. For det andet skal der tilvejebringes supplerende udenomsrum, der bidrager til større udfoldelsesmuligheder end boligen i sig selv kan honorere.

3. For det tredje skal kollektivhuset stå til rådighed med forsyninger af forskellig art, der kan aflaste husførelsen efter beboernes individuelle behov.

4. For det fjerde skal der inden for kollektivhusets rammer findes supplerende arbejdskraft, der tjener til aflastning af den private husholdning.

Kollektivtanken vandt indpas i Sverige

Der var i disse år en del inspiration at hente i udlandet. Den franske arkitekt Le Corbusier, den tyske arkitekt Gropius, Gideon i Schweiz og en række ligesindede lagde tonen an på Stockholmudstillingen i 1930, som i høj grad kom til at handle om sociale boligformer, herunder de kollektive tanker og tendenser.

I virkeligheden blev Sverige det land, hvor kollektivtanken fik bedst fodfæste, og hvor man gennemførte den så smukt og effektivt, at det i og for sig beskedne antal kollektivhuse alene i kraft af kvaliteten blev en boligform, der vandt sin borgerret.

Kollektivhuse for særlige målgrupper skyder op i 50’erne

Vi skal herefter helt frem til 50’erne og 60’erne, før vi for alvor ser kollektivhuse i Danmark med specielle målgrupper.

Således er kollegiebyggerierne en følgevirkning af den uddannelsesbølge, som tog sin begyndelse i 60’erne. Her genkender man typiske træk fra de første kollektivhuse, nemlig midterkorridorerne og de små værelser med forstue og toilet.

De vanføres boligselskab har siden 1960 ladet opføre flere kollektivbebyggelser rundt om i landet. Det er bebyggelser, der er beregnet for bevægelseshæmmede eller invalide beboere. Det første kollektivhus af denne slags var kollektivhuset på Hans Knudsens Plads i København. Det er et højhus med 13 etager, fortrinsvis med små lejligheder og tekøkken, og med centralkøkken, restaurant og flere kollektive faciliteter.

Når disse kollektivhuse fra De Vanføres Boligselskab nævnes, er det fordi de repræsenterer den typiske første fase i den boligmæssige omsorg for en befolkningsgruppe, der har krav på løsninger med specielle træk i lejlighedernes udformning.

Kollektivhuse for ældre 

Ingeniør Ove Christensen, som stod bag Klintegården i Århus tilbage i 1935, udformede et helt nyt projekt til den bebyggelse, der under navnet Toftegården stod færdig i Vejle i 1953. Toftegården bestod af 3 husblokke på 5-8 etager, som forbindes med fløje i én etage, hvor de kollektive faciliteter er placeret. Her findes reception, spisestue, centralkøkken, selskabslokale m.v. Alle lejligheder er på 1 eller 1½ værelse.

For Ove Christensen blev Toftegården en station på vejen til nye kollektivbebyggelser. Med Vejle-projektet lykkedes det ham at få virkeliggjort en tilsvarende bebyggelse i Helsingør. Grønnehave er således en selvejende institution bygget efter sammen arkitektoniske principper som Toftegården med de tre blokke og forbindelsesfløjene med de kollektive faciliteter.

Både byggeriet af og den videre drift af Grønnehave blev administreret af Højesteretssagfører Valdemar Hvidt i København.

For Valdemar Hvidt blev Grønnehave det egentlige udgangspunkt for et senere vidtspændende arbejde med kollektivhuse for ældre. Hvidt fik i 1954 dannet en sammenslutning, ”Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige” (i dag med navnet Frembo) med tilslutning fra en række fremstående organisationer, institutioner og virksomheder, og tog samme år fat på planlægningen af Frederiksgården på Frederiksberg med netop ingeniør Ove Christensen som ansvarlig for projektering og udførelse.

I hastig rækkefølge kom derefter andre kollektivbebyggelser i hovedstadsområdet og rundt om i landet.